Døgnscenerier

- Nordkraft Big Band
26. oktober
Uropførsel! Nordkraft Big Band og Nikolaj Bentzon uropfører Bentzons "Døgnscenerier" – et helt nyt musikprojekt sat i scene i Teater Nordkrafts lysdesign.

  •  

    Nordkraft Big Band har bestilt en helt nyskrevet koncertsuite af pianist og komponist Nikolaj Bentzon. Med titlen "Døgnscenerier" spiller scenisk lyssætning med i den musikalske beskrivelse af døgnets lysfaser. Fra nattemørket mod dagens dæmring, til middagshøjlys, skumring og det dragende og spektakulære nordlys.

    Samarbejdet om dette projekt opstod, da Nordkraft Big Band ønskede at skabe et nyt musikprojekt i nogle alternative rammer. Det var først tanken, at koncerten skulle foregå i fuldstændig mørke, men grundet sikkerhedshensyn, nodelæsning og meget andet endte vi i et sammenspil mellem musik og lys, der udvikler sig gennem hele koncerten og underbygger musikkens farver.

    At valget faldt på netop Nikolaj Bentzon, da det gjaldt om at finde den rette komponist, er ganske naturligt. Han har tidligere lavet lignende opgaver med stor succes og har god erfaring med store ensembler. Nordkraft Big Band har også tidligere arbejdet sammen med Nikolaj Bentzon om et arabisk-inspireret musikprojekt. Samtidig vil han i denne omgang slutte sig til orkestret, som én af aftenens solister.

    Medvirkende: Nordkraft Big Band, Nikolaj Bentzon (pianist/komponist/dirigent) og Teater Nordkraft (lys-produktion)

     

    NIKOLAJ BENTZON

    Nikolaj Bentzon debuterede tilbage i 1989 i trioformat med albummet ”Pianoforte”. Udgivelsen vakte en del opmærksomhed i det danske musikmiljø og siden er det blevet til 21 udgivelser i eget navn, med de 6 med hans jazzfunk-gruppe, Bentzon Brotherhood, som en af hovedstrømmene.

    Ind imellem har der været store produktioner og udgivelser med både big bands og symfoniorkestre, men også intime udspil som f.eks. hans soloudgivelse ”12 Songs for Mature Lovers”, hvor han selv besynger det modne kærlighedslivs genvordigheder. Sangskrivningen har i øvrigt senest haft en dansk udløber med Wilhelm Hansens 2018-udgivelse af hans ”7 nye fædrelandssange” både i node- og audioform.

    En anden hovedstrøm var hans lange engagement med DR Big Band – både som pianist og dirigent. Det har kastet en personlig bigband-enterprise af sig, som har bragt ham mange steder rundt i verden med bl.a. hans suite ”Arabian Jazz Nights”. Hans virke som dirigent og komponist bringer ham til stadighed rundt blandt diverse etablerede orkestre og ensembler.  Det er heller ikke uden grund, at Politiken indledte omtalen af hans 50-års fødseselsdag, for 4 år siden, med overskriften ”Jazzens Danske Jetfly”.

    8 udgivelser med ”Nikolaj Bentzon Trio” - deriblandt hans 2017-mammutalbum – det 1 time og 42 min. lange “Tonesmith”. Udgangspunktet er bl.a. slægtshistorie med tip-oldefar J.P.E. Hartmann og far Niels Viggo Bentzon – hver for sig fyrtårne i dansk musikhistorie.
Bentzon har arvet evnen til at kridte den musikalske bane op, så man spidser ører. Og til at nedbryde genregrænser.

     

    NORDKRAFT BIG BAND

    NBB er Nordjyllands rytmiske ensemble med rødder i den amerikanske bigband-tradition. Bigbandet har gennem de sidste par år markeret sig blandt landets bedste bigbands og har blandt andet arbejdet sammen med Bob Mintzer (USA), John Clayton (USA), Szhirley, Nikolaj Bentzon, Sinne Eeg, Roger Neumann (USA), Bobo Moreno, Birthe Kjær, Niels Jørgen Steen, Robben Ford (USA), Veronica Mortensen, Mike Andersen, Søren Sko og Dorthe Gerlach.

     

    Koncerten er støttet af Statens Kunstfonds legatudvalg og Klaverstemmeren i Aalborg, og produceres i samarbejde med Teater Nordkraft.

    Nordkraft Big Band er i 2018 i øvrigt støttet af Statens Kunstfond Projektstøtteudvalg, Aalborg Kommune, Spar Nord Fonden, Gudrun & Palle Mørchs Mindefond og Oticon Fonden.

     

find vej Vi bor på Teglgårds Plads 1 i Aalborg google maps
gå ikke glip af vores forestillinger! Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag nyt om forestillinger og arrangementer. Du kan altid nemt melde dig fra igen.